Adoptions-trekanten

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

I Koreaklubben (forening for koreanske adopterede, red.) taler man om ’adoptions-trekanten’: adoptivbarnet, adoptivforældrene og de biologiske forældre. Typisk går det de adopterede godt. Statistisk klarer de sig enormt godt uddannelses- og jobmæssigt og på trods af fremmedheden er vi i stand til at elske børnene. Men det er min oplevelse, er at der er nogle nuancer, som man mangler at få med. Mange adoptivforældre vil f.eks. have en lang forhistorie som barnløse – man har virkelig ønsket at få børn i mange år. Det behov fylder enormt meget og kan nogle gange komme til at overskygge hvad det egentlig er for en konstellation. Altså – nu får vi endelig et barn – og det skal være dansk og hedde Mette og i den retning... Men, det kan godt være at det barn man får, er et barn, som også har nogle særlige behov. Måske kommer det med nogle svigt og traumer i kraft af at være blevet skilt fra sine biologiske forældre og evt. en periode på børnehjem.

Nødvendighed!

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

En del af min motivation for at skrive dette stykke er personlig nødvendighed. I mange forfatterskaber ser man, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt for forfatteren at gå rigtig tæt på sig selv og sit eget liv, det ser man f.eks. hos Jens Blendstrup og Erling Jepsen, for bare at nævne nogle... Men jeg mener også der ligger en historisk nødvendighed i at skrive den her historie. Koreakrigen var startskuddet til Den Kolde Krig, men selvom Berlinmuren er faldet for længst, er Nord- og Sydkorea stadig delt, og har været det i 54 år. De er formelt set stadig i krig, og kun en våbenhvileaftale danner grundlag for situationen – der er aldrig lavet en fredsaftale, eller endnu bedre en løsning på delingen af landet. Så i forhold til vores historie og det samfund vi lever i, synes jeg at det har relevans.