Mødet med Korea

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Indtil for ganske nylig har Korea ikke fyldt noget i den offentlige bevidsthed. Da jeg besøgte Korea første gang som 21-årig, var Korea blot et ord for mig. Men fra bare at have været et begreb, et omrids, – oplevede jeg – fra det øjeblik jeg landede i lufthavnen - at Korea begyndte at tage form for mig og voksede fra at have været en todimensionel flade i min bevidsthed og blev til et helt land.

Jeg rejste derned alene og mødtes med en pige som jeg havde gået i gymnasiet med, som også er adopteret. Hun var allerede derude og gik på sprogskole. Hun hjalp mig med at finde et sted at bo. Jeg kunne intet koreansk overhovedet, og de fleste koreanere talte ikke engelsk. Jeg var af sted i 2 ½ måned og var både i Seoul og rejste rundt i Sydkorea, og jeg var voluntør på det børnehjem, hvor jeg var, da jeg var spæd.

Jeg var ikke i Nordkorea af den simple forklaring, at sydkoreanere ikke har adgang til Nordkorea. Og er man født i Sydkorea, så er man sydkoreaner i dén terminologi.

Korsør VS Nørrbro

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Jeg er opvokset i Korsør. Ud af en befolkning på ca. 21.000, var vi 7 med hudfarve. Der var min søster og jeg, Mette og Thomas ude fra den anden ende af byen, de var også fra Korea, så var der en negerdame og to børn fra Columbia. Senere kom der lidt flere, men det var et hvidt samfund. Man var anderledes. Og der var rigtig meget racisme i Korsør. Da jeg blev teenager, brød jeg mig ikke om at gå i byen i Korsør og gjorde det ikke ret meget, fordi jeg altid fik racistiske kommentarer med på vejen. Det er jo også et af de steder, hvor der er rigtig mange, der stemmer på DF.

Fordi alle de andre i byen var hvide, så var det svært for mig at få et naturligt forhold til mit udseende. Det hjalp mig selvfølgelig at min søster også er adopteret. Men ude i samfundet var det anderledes. Det var jo skønt for mig, da jeg flyttede til Nørrebro i København og ligesom bare kunne være på gaden uden at føle mig anderledes. Jeg føler at jeg har noget til fælles med nogle af de indvandrergrupper, som bor på Nørrebro, fordi jeg ved, hvad det vil sige at være og føle sig dansk og samtidig se anderledes ud end gennemsnittet. Jeg har aldrig nogensinde følt mig utryg ved at gå forbi en gruppe indvandrerdrenge på Nørrebrogade. Jeg er aldrig blevet råbt af på Nørrebro.

Underlige spørgsmål...

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Mine forældre adopterede, fordi de ikke selv kunne få børn. I dag har man jo flere muligheder, hvis man er barnløs, kunstig befrugtning o.s.v. Og mange vil jo gerne videreføre deres egne gener, se deres egne træk i et barn. Der er også mange der frygter, at de måske ikke kan elske et barn som ikke er deres eget. 

Som adopteret her jeg fået mange underlige spørgsmål. Mange gange dybt grænseoverskridende. Jeg er blevet mødt med spørgsmål om, hvordan jeg har det med mine forældre...? Det ville jeg aldrig spørge dig om. Spørgsmål om, hvorvidt jeg ikke tror at mine forældre ville elske mig mere, hvis jeg var deres rigtige barn.

Vi var engang på ferie i Italien, hvor vi mødte et tysk ægtepar - en krigsinvalid og hans kone. Min mor og konen faldt i snak, og på et tidspunkt begynder den tyske kvinde at spørge til min søster og mig - om vi så var adopterede og så videre. Og så spørger hun: "Bor de så inde i huset?" ... Hvad havde hun forestillet sig? At vi boede i et skur i haven? Da hun fik at vide, at vi skam boede inde i huset, konkluderede hun, at vi måtte være meget taknemmelige! Så svarede min søster, at det var vi overhovedet ikke. Hvorfor skulle vi være det? Men det ligger skjult i det med adoption - et underligt gælds-taknemmelighedsforhold. Mange har den der med - at hvis du var blevet i Korea, havde du jo nok bare være meget fattig. Men når man så har været i Korea, så finder man ud af, at der ofte er nogle meget enkle årsager til at man adopterede børnene væk i 70'erne. For eksempel, at folk ikke kunne få lov til at gifte sig, når de var blevet gravide udenfor ægteskabet, fordi deres familier var imod det. Det kender man jo også fra Danmark før i tiden.

Adoptions-trekanten

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

I Koreaklubben (forening for koreanske adopterede, red.) taler man om ’adoptions-trekanten’: adoptivbarnet, adoptivforældrene og de biologiske forældre. Typisk går det de adopterede godt. Statistisk klarer de sig enormt godt uddannelses- og jobmæssigt og på trods af fremmedheden er vi i stand til at elske børnene. Men det er min oplevelse, er at der er nogle nuancer, som man mangler at få med. Mange adoptivforældre vil f.eks. have en lang forhistorie som barnløse – man har virkelig ønsket at få børn i mange år. Det behov fylder enormt meget og kan nogle gange komme til at overskygge hvad det egentlig er for en konstellation. Altså – nu får vi endelig et barn – og det skal være dansk og hedde Mette og i den retning... Men, det kan godt være at det barn man får, er et barn, som også har nogle særlige behov. Måske kommer det med nogle svigt og traumer i kraft af at være blevet skilt fra sine biologiske forældre og evt. en periode på børnehjem.

Nødvendighed!

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

En del af min motivation for at skrive dette stykke er personlig nødvendighed. I mange forfatterskaber ser man, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt for forfatteren at gå rigtig tæt på sig selv og sit eget liv, det ser man f.eks. hos Jens Blendstrup og Erling Jepsen, for bare at nævne nogle... Men jeg mener også der ligger en historisk nødvendighed i at skrive den her historie. Koreakrigen var startskuddet til Den Kolde Krig, men selvom Berlinmuren er faldet for længst, er Nord- og Sydkorea stadig delt, og har været det i 54 år. De er formelt set stadig i krig, og kun en våbenhvileaftale danner grundlag for situationen – der er aldrig lavet en fredsaftale, eller endnu bedre en løsning på delingen af landet. Så i forhold til vores historie og det samfund vi lever i, synes jeg at det har relevans.

Første indlæg på Håndenihjertet blogspot! Vi er på vej -