Mødet med Korea

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Indtil for ganske nylig har Korea ikke fyldt noget i den offentlige bevidsthed. Da jeg besøgte Korea første gang som 21-årig, var Korea blot et ord for mig. Men fra bare at have været et begreb, et omrids, – oplevede jeg – fra det øjeblik jeg landede i lufthavnen - at Korea begyndte at tage form for mig og voksede fra at have været en todimensionel flade i min bevidsthed og blev til et helt land.

Jeg rejste derned alene og mødtes med en pige som jeg havde gået i gymnasiet med, som også er adopteret. Hun var allerede derude og gik på sprogskole. Hun hjalp mig med at finde et sted at bo. Jeg kunne intet koreansk overhovedet, og de fleste koreanere talte ikke engelsk. Jeg var af sted i 2 ½ måned og var både i Seoul og rejste rundt i Sydkorea, og jeg var voluntør på det børnehjem, hvor jeg var, da jeg var spæd.

Jeg var ikke i Nordkorea af den simple forklaring, at sydkoreanere ikke har adgang til Nordkorea. Og er man født i Sydkorea, så er man sydkoreaner i dén terminologi.