Mine forældre adopterede, fordi de ikke selv kunne få børn. I dag har man jo flere muligheder, hvis man er barnløs, kunstig befrugtning o.s.v. Og mange vil jo gerne videreføre deres egne gener, se deres egne træk i et barn. Der er også mange der frygter, at de måske ikke kan elske et barn som ikke er deres eget.
Som adopteret her jeg fået mange underlige spørgsmål. Mange gange dybt grænseoverskridende. Jeg er blevet mødt med spørgsmål om, hvordan jeg har det med mine forældre...? Det ville jeg aldrig spørge dig om. Spørgsmål om, hvorvidt jeg ikke tror at mine forældre ville elske mig mere, hvis jeg var deres rigtige barn.
Vi var engang på ferie i Italien, hvor vi mødte et tysk ægtepar - en krigsinvalid og hans kone. Min mor og konen faldt i snak, og på et tidspunkt begynder den tyske kvinde at spørge til min søster og mig - om vi så var adopterede og så videre. Og så spørger hun: "Bor de så inde i huset?" ... Hvad havde hun forestillet sig? At vi boede i et skur i haven? Da hun fik at vide, at vi skam boede inde i huset, konkluderede hun, at vi måtte være meget taknemmelige! Så svarede min søster, at det var vi overhovedet ikke. Hvorfor skulle vi være det? Men det ligger skjult i det med adoption - et underligt gælds-taknemmelighedsforhold. Mange har den der med - at hvis du var blevet i Korea, havde du jo nok bare være meget fattig. Men når man så har været i Korea, så finder man ud af, at der ofte er nogle meget enkle årsager til at man adopterede børnene væk i 70'erne. For eksempel, at folk ikke kunne få lov til at gifte sig, når de var blevet gravide udenfor ægteskabet, fordi deres familier var imod det. Det kender man jo også fra Danmark før i tiden.
No comments:
Post a Comment