Ingenmandsland -

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Den første gang jeg var i Korea, besøgte jeg Pamunjom. Den ligger i den demilitariserede zone mellem Nord og Sydkorea. Der ligger det sted, hvor de politiske forhandlinger har fundet sted. Der står så et bord lige midt på grænsen. Kablerne til de mikrofoner, som man bruger når man taler sammen, er lagt, så de markerer grænsen helt nøjagtigt. Når man er der, kan man mærke, at det er et land i krig. Inden vi kom ind i området, var vi til sådan en slags formøde, hvor der var en amerikansk soldat, som stod og fortalte om livet der på basen. En masse ting jeg ikke kan huske – men jeg kan huske, at han konsekvent omtalte nordkorea som ”The Enemy” – gjorde nar af dem. Han holdt virkelige fast i den der med ”os-og-dem”. Fastholdelsen af forskelle. Det katastrofale ved den krig er jo, at man grundlæggende set opfatter man sig selv som ét folk, men man er alligevel i krig. Det gavner ikke løsningen på konflikten at man står der og taler om ”The Enemy”. Opsplitningen af Korea er startskuddet til den kolde krig, den første præsident i Sydkorea Syngmann Rhee har gået på skole i USA og bliver indsat af USA. Kim Il Sung kommer fra Moskva og bliver indsat af USSR. Når der står en amerikansk soldat og taler om ”The Enemy” og gør grin med nordkoreanerne, er det selvfølgelig også et udtryk for, at han er blevet trænet til at anskue verden på den måde. Man kan jo ikke gå i krig og bekæmpe fjender, hvis man har en humanistisk holdning til modparten og ved at denne ligesom en selv er et mere eller mindre tilfældigt produkt af et storpolitisk spil. Det er sådan en slags ”krigs-nødvendighed” af at forsimple verden i klare modsætninger.