Ville jeg selv adoptere...?

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Da jeg var i starten af 20’erne var jeg overbevist om, at jeg ikke selv ønskede at adoptere. Det ville jeg i hvert fald ikke. Jeg oplevede, at risikoen for store, psykiske konsekvenser var for stor, og at hele adoptionsområdet var så underbelyst og fyldt med fordomme, at det forringede ens liv som adopteret. Blandt andet på grund af fordommene om, at hvis man ikke bliver adopteret, så bliver man nok bare prostitueret etc. Da jeg kom til Korea kunne jeg jo se at der var masser af mennesker – også i min aldersgruppe, som levede et helt almindeligt liv. Man kan jo aldrig vide hvad der ville være sket, men det var da lykkes at opfostre temmelig mange millioner mennesker i landet uden at man havde været nødt til at adoptere dem væk...
Men da jeg var i Korea for anden gang i 2003, talte jeg med en gammel nonne, som har ledet det børnehjem, hvor jeg var de første måneder af mit liv. Hun sagde, at de børn som bor på hendes børnehjem, de har brug for en familie. Det gav jo også mening for mig, da hun sagde det. Og man kunne jo også se det, når man var der. Selvom børnene på børnehjemmet havde det virkelig godt, var det også tydeligt at se savnede en tæt og vedvarende voksenkontakt. At de sandsynligvis savnede den kontakt og omsorg som for eksempel en adoptionsfamilie ville kunne give dem.