At møde adoptivbarnet med den baggrund det har

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Jeg har selv en meget blandet holdning til adoption nu om dage. Hvis jeg selv stod og ikke kunne få børn og rigtig gerne ville have det, så ved jeg ikke hvordan jeg ville have det med at adoptere. Jeg ved heller ikke, om jeg ikke ville prøve med kunstig befrugtning inden f.eks... Det ville jeg formentlig. Jeg er i hvert fald ikke så vild med den der med, at man vælger at adoptere i næstekærlighedens navn. For at være et godt menneske og gøre en god gerning. Det tror jeg ikke på er et holdbart udgangspunkt. Det er trods alt et helt livs forbindelse, man må gå ud fra, man knytter i sådan en konstellation. Det er for egoistisk en tilgang til et andet menneskes liv. Men dybest set har jeg det nok sådan, at man må gøre det af de grunde man end måtte have, når bare man er meget opmærksom på barnets tarv; barnets vilkår og behov. Og det tror jeg, kan være vanskeligt, hvis man som voksen adoptivforældre ikke har gjort op med sig selv og sin egne følelsesmæssige behov. Hvis man for eksempel ikke har bearbejdet sin oplevelse af ikke at kunne få børn på biologisk vis, så tror jeg, de følelser kan overskygge ens møde med barnet, så barnet i stedet for at blive mødt af ”overskudsforældre” bliver objekt for tilfredsstillelsen af adoptivforældrenes behov for at få børn. Det afgørende er, om man kan finde ud af at møde barnet med den baggrund det har – uanset om det er 5 måneder gammelt – 2 år eller 6 år. Selvfølgelig er der en masse ting man ikke ved.