Det biologiske ophav

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Med tiden har jeg har ændret opfattelse af, hvilken indflydelse vores biologiske ophav har på os. Tidligere havde jeg det sådan helt 70’er-agtigt: ”Det hele er et spørgsmål om opvækst og miljø”. Det tror jeg ikke på mere. Vi har en biologisk bagage, som vi ikke kender særlig meget til. Jeg kender et tvillingepar, som fandt deres biologiske familie i Korea, og fandt ud af at de faktisk havde en tredje bror – at de havde været trillinger ved fødslen. Det var helt fantastisk at de tre sammen – de var som tre dråber vand – ikke kun i udseendet, men, deres mimik, deres bevægelser, deres humor var ens. Selv om de var vokset op i henholdsvis Korea og Danmark. Jeg har hørt flere lignende historier om adopterede, som har fundet deres familier og hvor der er en genetisk genkendelighed – man ligner hinanden, ikke kun af udseende, men også temperament og personlighed. Det har fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er forudsætningen for et menneskes personlighedsudvikling. Jeg tror, generne har meget større betydning end vi umiddelbart har opfattet – men det er så svært at forske i, for vi kan jo ikke vide hvad vi var blevet, hvis vi havde haft en anden opvækst et andet sted. Og det er svært at snakke om, for faldgruppen til at nogen vil misbruge de spørgsmål, man kunne have lyst til at stille til f.eks. etnisk diskrimination er meget stor i vores tid.

En anden ting, som kommer til at fylde meget for koreanske adopterede, som måske også kan have noget at gøre med biologi, det er det omkring maden. Der er rigtig mange som nærmest får et kick af at spise koreansk mad. Det kan muligvis have at gøre med en tidlig fysisk erindring om det. Det er jo den mad, jeg har fået gennem min biologiske mor. Det er den mad, hun har spist.