Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:
Opfattelsen af at man ikke kan være både-og – altså danske og koreaner på én og sammen tid forstår jeg ikke. For identitet er en variabel størrelse. Jeg tror, at jeg er blevet mere koreansk som voksen, fordi jeg har adopteret nogle af de koreanske ting, men det betyder jo ikke art jeg er blevet mindre dansk - altså sådan 20% koreansk og 80% dansk. Det er organisk. Flydende. Og jeg kan sagtens føle mig som 100% dansk og samtidig være 20% koreansk.
Thursday, February 28, 2008
Thursday, February 21, 2008
Øjebliksbilleder fra prøvesalen...
Solvej giver Thomas en hånd med knapperne
Syngmann Rhee og Kim IL Sung aka Lars Pihl og Morten Lützhøft
Thomas i dyb koncentration
Sandra iagttager prøverne
Ralph bag sit lydmekka
Det biologiske ophav
Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:
Med tiden har jeg har ændret opfattelse af, hvilken indflydelse vores biologiske ophav har på os. Tidligere havde jeg det sådan helt 70’er-agtigt: ”Det hele er et spørgsmål om opvækst og miljø”. Det tror jeg ikke på mere. Vi har en biologisk bagage, som vi ikke kender særlig meget til. Jeg kender et tvillingepar, som fandt deres biologiske familie i Korea, og fandt ud af at de faktisk havde en tredje bror – at de havde været trillinger ved fødslen. Det var helt fantastisk at de tre sammen – de var som tre dråber vand – ikke kun i udseendet, men, deres mimik, deres bevægelser, deres humor var ens. Selv om de var vokset op i henholdsvis Korea og Danmark. Jeg har hørt flere lignende historier om adopterede, som har fundet deres familier og hvor der er en genetisk genkendelighed – man ligner hinanden, ikke kun af udseende, men også temperament og personlighed. Det har fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er forudsætningen for et menneskes personlighedsudvikling. Jeg tror, generne har meget større betydning end vi umiddelbart har opfattet – men det er så svært at forske i, for vi kan jo ikke vide hvad vi var blevet, hvis vi havde haft en anden opvækst et andet sted. Og det er svært at snakke om, for faldgruppen til at nogen vil misbruge de spørgsmål, man kunne have lyst til at stille til f.eks. etnisk diskrimination er meget stor i vores tid.
En anden ting, som kommer til at fylde meget for koreanske adopterede, som måske også kan have noget at gøre med biologi, det er det omkring maden. Der er rigtig mange som nærmest får et kick af at spise koreansk mad. Det kan muligvis have at gøre med en tidlig fysisk erindring om det. Det er jo den mad, jeg har fået gennem min biologiske mor. Det er den mad, hun har spist.
Med tiden har jeg har ændret opfattelse af, hvilken indflydelse vores biologiske ophav har på os. Tidligere havde jeg det sådan helt 70’er-agtigt: ”Det hele er et spørgsmål om opvækst og miljø”. Det tror jeg ikke på mere. Vi har en biologisk bagage, som vi ikke kender særlig meget til. Jeg kender et tvillingepar, som fandt deres biologiske familie i Korea, og fandt ud af at de faktisk havde en tredje bror – at de havde været trillinger ved fødslen. Det var helt fantastisk at de tre sammen – de var som tre dråber vand – ikke kun i udseendet, men, deres mimik, deres bevægelser, deres humor var ens. Selv om de var vokset op i henholdsvis Korea og Danmark. Jeg har hørt flere lignende historier om adopterede, som har fundet deres familier og hvor der er en genetisk genkendelighed – man ligner hinanden, ikke kun af udseende, men også temperament og personlighed. Det har fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er forudsætningen for et menneskes personlighedsudvikling. Jeg tror, generne har meget større betydning end vi umiddelbart har opfattet – men det er så svært at forske i, for vi kan jo ikke vide hvad vi var blevet, hvis vi havde haft en anden opvækst et andet sted. Og det er svært at snakke om, for faldgruppen til at nogen vil misbruge de spørgsmål, man kunne have lyst til at stille til f.eks. etnisk diskrimination er meget stor i vores tid.
En anden ting, som kommer til at fylde meget for koreanske adopterede, som måske også kan have noget at gøre med biologi, det er det omkring maden. Der er rigtig mange som nærmest får et kick af at spise koreansk mad. Det kan muligvis have at gøre med en tidlig fysisk erindring om det. Det er jo den mad, jeg har fået gennem min biologiske mor. Det er den mad, hun har spist.
Thursday, February 14, 2008
At møde adoptivbarnet med den baggrund det har
Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:
Jeg har selv en meget blandet holdning til adoption nu om dage. Hvis jeg selv stod og ikke kunne få børn og rigtig gerne ville have det, så ved jeg ikke hvordan jeg ville have det med at adoptere. Jeg ved heller ikke, om jeg ikke ville prøve med kunstig befrugtning inden f.eks... Det ville jeg formentlig. Jeg er i hvert fald ikke så vild med den der med, at man vælger at adoptere i næstekærlighedens navn. For at være et godt menneske og gøre en god gerning. Det tror jeg ikke på er et holdbart udgangspunkt. Det er trods alt et helt livs forbindelse, man må gå ud fra, man knytter i sådan en konstellation. Det er for egoistisk en tilgang til et andet menneskes liv. Men dybest set har jeg det nok sådan, at man må gøre det af de grunde man end måtte have, når bare man er meget opmærksom på barnets tarv; barnets vilkår og behov. Og det tror jeg, kan være vanskeligt, hvis man som voksen adoptivforældre ikke har gjort op med sig selv og sin egne følelsesmæssige behov. Hvis man for eksempel ikke har bearbejdet sin oplevelse af ikke at kunne få børn på biologisk vis, så tror jeg, de følelser kan overskygge ens møde med barnet, så barnet i stedet for at blive mødt af ”overskudsforældre” bliver objekt for tilfredsstillelsen af adoptivforældrenes behov for at få børn. Det afgørende er, om man kan finde ud af at møde barnet med den baggrund det har – uanset om det er 5 måneder gammelt – 2 år eller 6 år. Selvfølgelig er der en masse ting man ikke ved.
Jeg har selv en meget blandet holdning til adoption nu om dage. Hvis jeg selv stod og ikke kunne få børn og rigtig gerne ville have det, så ved jeg ikke hvordan jeg ville have det med at adoptere. Jeg ved heller ikke, om jeg ikke ville prøve med kunstig befrugtning inden f.eks... Det ville jeg formentlig. Jeg er i hvert fald ikke så vild med den der med, at man vælger at adoptere i næstekærlighedens navn. For at være et godt menneske og gøre en god gerning. Det tror jeg ikke på er et holdbart udgangspunkt. Det er trods alt et helt livs forbindelse, man må gå ud fra, man knytter i sådan en konstellation. Det er for egoistisk en tilgang til et andet menneskes liv. Men dybest set har jeg det nok sådan, at man må gøre det af de grunde man end måtte have, når bare man er meget opmærksom på barnets tarv; barnets vilkår og behov. Og det tror jeg, kan være vanskeligt, hvis man som voksen adoptivforældre ikke har gjort op med sig selv og sin egne følelsesmæssige behov. Hvis man for eksempel ikke har bearbejdet sin oplevelse af ikke at kunne få børn på biologisk vis, så tror jeg, de følelser kan overskygge ens møde med barnet, så barnet i stedet for at blive mødt af ”overskudsforældre” bliver objekt for tilfredsstillelsen af adoptivforældrenes behov for at få børn. Det afgørende er, om man kan finde ud af at møde barnet med den baggrund det har – uanset om det er 5 måneder gammelt – 2 år eller 6 år. Selvfølgelig er der en masse ting man ikke ved.
Wednesday, February 13, 2008
Adoption - en forlængelse af kolonialisme?...
Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:
Men at adoptere er ikke en tab og vind situation. Man kan ikke sige at det entydigt er godt eller dårligt. Der er nogle problemstillinger, som der er behov for, at man bruger meget mere tid på at sætte sig ind i. Og der er stadig behov for at følge op på de adoptioner vi - Danmark – foretog i 60’erne og 70’erne. De børn er blevet voksne nu, hvordan er deres liv blevet? Har det haft nogen afgørende indflydelse af de er adopterede og på hvilke måde? Er der noget vi kan gøre bedre? I sommer blev der afholdt en international konference for adopterede; Gathering 2007. I det meget frugtbare og åbne diskussionsforum er der også mennesker, som er imod adoption, og som kæmper for at det skal stoppe. Blandt andet ud fra et psykologisk motiv – at de personlige, psykiske omkostninger er for store. Graden af depression og den slags er f.eks. større end bland adopterede end ikke-adopterede. Men også ud fra et socio-politisk synspunkt, som handler om, at adoption ligger i forlængelse af kolonialisme. Det er hovedargumentet.
Men at adoptere er ikke en tab og vind situation. Man kan ikke sige at det entydigt er godt eller dårligt. Der er nogle problemstillinger, som der er behov for, at man bruger meget mere tid på at sætte sig ind i. Og der er stadig behov for at følge op på de adoptioner vi - Danmark – foretog i 60’erne og 70’erne. De børn er blevet voksne nu, hvordan er deres liv blevet? Har det haft nogen afgørende indflydelse af de er adopterede og på hvilke måde? Er der noget vi kan gøre bedre? I sommer blev der afholdt en international konference for adopterede; Gathering 2007. I det meget frugtbare og åbne diskussionsforum er der også mennesker, som er imod adoption, og som kæmper for at det skal stoppe. Blandt andet ud fra et psykologisk motiv – at de personlige, psykiske omkostninger er for store. Graden af depression og den slags er f.eks. større end bland adopterede end ikke-adopterede. Men også ud fra et socio-politisk synspunkt, som handler om, at adoption ligger i forlængelse af kolonialisme. Det er hovedargumentet.
Wednesday, February 6, 2008
Ville jeg selv adoptere...?
Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:
Da jeg var i starten af 20’erne var jeg overbevist om, at jeg ikke selv ønskede at adoptere. Det ville jeg i hvert fald ikke. Jeg oplevede, at risikoen for store, psykiske konsekvenser var for stor, og at hele adoptionsområdet var så underbelyst og fyldt med fordomme, at det forringede ens liv som adopteret. Blandt andet på grund af fordommene om, at hvis man ikke bliver adopteret, så bliver man nok bare prostitueret etc. Da jeg kom til Korea kunne jeg jo se at der var masser af mennesker – også i min aldersgruppe, som levede et helt almindeligt liv. Man kan jo aldrig vide hvad der ville være sket, men det var da lykkes at opfostre temmelig mange millioner mennesker i landet uden at man havde været nødt til at adoptere dem væk...
Men da jeg var i Korea for anden gang i 2003, talte jeg med en gammel nonne, som har ledet det børnehjem, hvor jeg var de første måneder af mit liv. Hun sagde, at de børn som bor på hendes børnehjem, de har brug for en familie. Det gav jo også mening for mig, da hun sagde det. Og man kunne jo også se det, når man var der. Selvom børnene på børnehjemmet havde det virkelig godt, var det også tydeligt at se savnede en tæt og vedvarende voksenkontakt. At de sandsynligvis savnede den kontakt og omsorg som for eksempel en adoptionsfamilie ville kunne give dem.
Da jeg var i starten af 20’erne var jeg overbevist om, at jeg ikke selv ønskede at adoptere. Det ville jeg i hvert fald ikke. Jeg oplevede, at risikoen for store, psykiske konsekvenser var for stor, og at hele adoptionsområdet var så underbelyst og fyldt med fordomme, at det forringede ens liv som adopteret. Blandt andet på grund af fordommene om, at hvis man ikke bliver adopteret, så bliver man nok bare prostitueret etc. Da jeg kom til Korea kunne jeg jo se at der var masser af mennesker – også i min aldersgruppe, som levede et helt almindeligt liv. Man kan jo aldrig vide hvad der ville være sket, men det var da lykkes at opfostre temmelig mange millioner mennesker i landet uden at man havde været nødt til at adoptere dem væk...
Men da jeg var i Korea for anden gang i 2003, talte jeg med en gammel nonne, som har ledet det børnehjem, hvor jeg var de første måneder af mit liv. Hun sagde, at de børn som bor på hendes børnehjem, de har brug for en familie. Det gav jo også mening for mig, da hun sagde det. Og man kunne jo også se det, når man var der. Selvom børnene på børnehjemmet havde det virkelig godt, var det også tydeligt at se savnede en tæt og vedvarende voksenkontakt. At de sandsynligvis savnede den kontakt og omsorg som for eksempel en adoptionsfamilie ville kunne give dem.
Wednesday, January 30, 2008
Ingenmandsland -
Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:
Den første gang jeg var i Korea, besøgte jeg Pamunjom. Den ligger i den demilitariserede zone mellem Nord og Sydkorea. Der ligger det sted, hvor de politiske forhandlinger har fundet sted. Der står så et bord lige midt på grænsen. Kablerne til de mikrofoner, som man bruger når man taler sammen, er lagt, så de markerer grænsen helt nøjagtigt. Når man er der, kan man mærke, at det er et land i krig. Inden vi kom ind i området, var vi til sådan en slags formøde, hvor der var en amerikansk soldat, som stod og fortalte om livet der på basen. En masse ting jeg ikke kan huske – men jeg kan huske, at han konsekvent omtalte nordkorea som ”The Enemy” – gjorde nar af dem. Han holdt virkelige fast i den der med ”os-og-dem”. Fastholdelsen af forskelle. Det katastrofale ved den krig er jo, at man grundlæggende set opfatter man sig selv som ét folk, men man er alligevel i krig. Det gavner ikke løsningen på konflikten at man står der og taler om ”The Enemy”. Opsplitningen af Korea er startskuddet til den kolde krig, den første præsident i Sydkorea Syngmann Rhee har gået på skole i USA og bliver indsat af USA. Kim Il Sung kommer fra Moskva og bliver indsat af USSR. Når der står en amerikansk soldat og taler om ”The Enemy” og gør grin med nordkoreanerne, er det selvfølgelig også et udtryk for, at han er blevet trænet til at anskue verden på den måde. Man kan jo ikke gå i krig og bekæmpe fjender, hvis man har en humanistisk holdning til modparten og ved at denne ligesom en selv er et mere eller mindre tilfældigt produkt af et storpolitisk spil. Det er sådan en slags ”krigs-nødvendighed” af at forsimple verden i klare modsætninger.
Den første gang jeg var i Korea, besøgte jeg Pamunjom. Den ligger i den demilitariserede zone mellem Nord og Sydkorea. Der ligger det sted, hvor de politiske forhandlinger har fundet sted. Der står så et bord lige midt på grænsen. Kablerne til de mikrofoner, som man bruger når man taler sammen, er lagt, så de markerer grænsen helt nøjagtigt. Når man er der, kan man mærke, at det er et land i krig. Inden vi kom ind i området, var vi til sådan en slags formøde, hvor der var en amerikansk soldat, som stod og fortalte om livet der på basen. En masse ting jeg ikke kan huske – men jeg kan huske, at han konsekvent omtalte nordkorea som ”The Enemy” – gjorde nar af dem. Han holdt virkelige fast i den der med ”os-og-dem”. Fastholdelsen af forskelle. Det katastrofale ved den krig er jo, at man grundlæggende set opfatter man sig selv som ét folk, men man er alligevel i krig. Det gavner ikke løsningen på konflikten at man står der og taler om ”The Enemy”. Opsplitningen af Korea er startskuddet til den kolde krig, den første præsident i Sydkorea Syngmann Rhee har gået på skole i USA og bliver indsat af USA. Kim Il Sung kommer fra Moskva og bliver indsat af USSR. Når der står en amerikansk soldat og taler om ”The Enemy” og gør grin med nordkoreanerne, er det selvfølgelig også et udtryk for, at han er blevet trænet til at anskue verden på den måde. Man kan jo ikke gå i krig og bekæmpe fjender, hvis man har en humanistisk holdning til modparten og ved at denne ligesom en selv er et mere eller mindre tilfældigt produkt af et storpolitisk spil. Det er sådan en slags ”krigs-nødvendighed” af at forsimple verden i klare modsætninger.
Subscribe to:
Posts (Atom)
