Identitet

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Opfattelsen af at man ikke kan være både-og – altså danske og koreaner på én og sammen tid forstår jeg ikke. For identitet er en variabel størrelse. Jeg tror, at jeg er blevet mere koreansk som voksen, fordi jeg har adopteret nogle af de koreanske ting, men det betyder jo ikke art jeg er blevet mindre dansk - altså sådan 20% koreansk og 80% dansk. Det er organisk. Flydende. Og jeg kan sagtens føle mig som 100% dansk og samtidig være 20% koreansk.

Øjebliksbilleder fra prøvesalen...

Solvej giver Thomas en hånd med knapperne


Syngmann Rhee og Kim IL Sung aka Lars Pihl og Morten Lützhøft


Thomas i dyb koncentration


Sandra iagttager prøverne


Ralph bag sit lydmekka

Det biologiske ophav

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Med tiden har jeg har ændret opfattelse af, hvilken indflydelse vores biologiske ophav har på os. Tidligere havde jeg det sådan helt 70’er-agtigt: ”Det hele er et spørgsmål om opvækst og miljø”. Det tror jeg ikke på mere. Vi har en biologisk bagage, som vi ikke kender særlig meget til. Jeg kender et tvillingepar, som fandt deres biologiske familie i Korea, og fandt ud af at de faktisk havde en tredje bror – at de havde været trillinger ved fødslen. Det var helt fantastisk at de tre sammen – de var som tre dråber vand – ikke kun i udseendet, men, deres mimik, deres bevægelser, deres humor var ens. Selv om de var vokset op i henholdsvis Korea og Danmark. Jeg har hørt flere lignende historier om adopterede, som har fundet deres familier og hvor der er en genetisk genkendelighed – man ligner hinanden, ikke kun af udseende, men også temperament og personlighed. Det har fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er forudsætningen for et menneskes personlighedsudvikling. Jeg tror, generne har meget større betydning end vi umiddelbart har opfattet – men det er så svært at forske i, for vi kan jo ikke vide hvad vi var blevet, hvis vi havde haft en anden opvækst et andet sted. Og det er svært at snakke om, for faldgruppen til at nogen vil misbruge de spørgsmål, man kunne have lyst til at stille til f.eks. etnisk diskrimination er meget stor i vores tid.

En anden ting, som kommer til at fylde meget for koreanske adopterede, som måske også kan have noget at gøre med biologi, det er det omkring maden. Der er rigtig mange som nærmest får et kick af at spise koreansk mad. Det kan muligvis have at gøre med en tidlig fysisk erindring om det. Det er jo den mad, jeg har fået gennem min biologiske mor. Det er den mad, hun har spist.

At møde adoptivbarnet med den baggrund det har

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Jeg har selv en meget blandet holdning til adoption nu om dage. Hvis jeg selv stod og ikke kunne få børn og rigtig gerne ville have det, så ved jeg ikke hvordan jeg ville have det med at adoptere. Jeg ved heller ikke, om jeg ikke ville prøve med kunstig befrugtning inden f.eks... Det ville jeg formentlig. Jeg er i hvert fald ikke så vild med den der med, at man vælger at adoptere i næstekærlighedens navn. For at være et godt menneske og gøre en god gerning. Det tror jeg ikke på er et holdbart udgangspunkt. Det er trods alt et helt livs forbindelse, man må gå ud fra, man knytter i sådan en konstellation. Det er for egoistisk en tilgang til et andet menneskes liv. Men dybest set har jeg det nok sådan, at man må gøre det af de grunde man end måtte have, når bare man er meget opmærksom på barnets tarv; barnets vilkår og behov. Og det tror jeg, kan være vanskeligt, hvis man som voksen adoptivforældre ikke har gjort op med sig selv og sin egne følelsesmæssige behov. Hvis man for eksempel ikke har bearbejdet sin oplevelse af ikke at kunne få børn på biologisk vis, så tror jeg, de følelser kan overskygge ens møde med barnet, så barnet i stedet for at blive mødt af ”overskudsforældre” bliver objekt for tilfredsstillelsen af adoptivforældrenes behov for at få børn. Det afgørende er, om man kan finde ud af at møde barnet med den baggrund det har – uanset om det er 5 måneder gammelt – 2 år eller 6 år. Selvfølgelig er der en masse ting man ikke ved.

Adoption - en forlængelse af kolonialisme?...

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Men at adoptere er ikke en tab og vind situation. Man kan ikke sige at det entydigt er godt eller dårligt. Der er nogle problemstillinger, som der er behov for, at man bruger meget mere tid på at sætte sig ind i. Og der er stadig behov for at følge op på de adoptioner vi - Danmark – foretog i 60’erne og 70’erne. De børn er blevet voksne nu, hvordan er deres liv blevet? Har det haft nogen afgørende indflydelse af de er adopterede og på hvilke måde? Er der noget vi kan gøre bedre? I sommer blev der afholdt en international konference for adopterede; Gathering 2007. I det meget frugtbare og åbne diskussionsforum er der også mennesker, som er imod adoption, og som kæmper for at det skal stoppe. Blandt andet ud fra et psykologisk motiv – at de personlige, psykiske omkostninger er for store. Graden af depression og den slags er f.eks. større end bland adopterede end ikke-adopterede. Men også ud fra et socio-politisk synspunkt, som handler om, at adoption ligger i forlængelse af kolonialisme. Det er hovedargumentet.

Ville jeg selv adoptere...?

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Da jeg var i starten af 20’erne var jeg overbevist om, at jeg ikke selv ønskede at adoptere. Det ville jeg i hvert fald ikke. Jeg oplevede, at risikoen for store, psykiske konsekvenser var for stor, og at hele adoptionsområdet var så underbelyst og fyldt med fordomme, at det forringede ens liv som adopteret. Blandt andet på grund af fordommene om, at hvis man ikke bliver adopteret, så bliver man nok bare prostitueret etc. Da jeg kom til Korea kunne jeg jo se at der var masser af mennesker – også i min aldersgruppe, som levede et helt almindeligt liv. Man kan jo aldrig vide hvad der ville være sket, men det var da lykkes at opfostre temmelig mange millioner mennesker i landet uden at man havde været nødt til at adoptere dem væk...
Men da jeg var i Korea for anden gang i 2003, talte jeg med en gammel nonne, som har ledet det børnehjem, hvor jeg var de første måneder af mit liv. Hun sagde, at de børn som bor på hendes børnehjem, de har brug for en familie. Det gav jo også mening for mig, da hun sagde det. Og man kunne jo også se det, når man var der. Selvom børnene på børnehjemmet havde det virkelig godt, var det også tydeligt at se savnede en tæt og vedvarende voksenkontakt. At de sandsynligvis savnede den kontakt og omsorg som for eksempel en adoptionsfamilie ville kunne give dem.

Ingenmandsland -

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Den første gang jeg var i Korea, besøgte jeg Pamunjom. Den ligger i den demilitariserede zone mellem Nord og Sydkorea. Der ligger det sted, hvor de politiske forhandlinger har fundet sted. Der står så et bord lige midt på grænsen. Kablerne til de mikrofoner, som man bruger når man taler sammen, er lagt, så de markerer grænsen helt nøjagtigt. Når man er der, kan man mærke, at det er et land i krig. Inden vi kom ind i området, var vi til sådan en slags formøde, hvor der var en amerikansk soldat, som stod og fortalte om livet der på basen. En masse ting jeg ikke kan huske – men jeg kan huske, at han konsekvent omtalte nordkorea som ”The Enemy” – gjorde nar af dem. Han holdt virkelige fast i den der med ”os-og-dem”. Fastholdelsen af forskelle. Det katastrofale ved den krig er jo, at man grundlæggende set opfatter man sig selv som ét folk, men man er alligevel i krig. Det gavner ikke løsningen på konflikten at man står der og taler om ”The Enemy”. Opsplitningen af Korea er startskuddet til den kolde krig, den første præsident i Sydkorea Syngmann Rhee har gået på skole i USA og bliver indsat af USA. Kim Il Sung kommer fra Moskva og bliver indsat af USSR. Når der står en amerikansk soldat og taler om ”The Enemy” og gør grin med nordkoreanerne, er det selvfølgelig også et udtryk for, at han er blevet trænet til at anskue verden på den måde. Man kan jo ikke gå i krig og bekæmpe fjender, hvis man har en humanistisk holdning til modparten og ved at denne ligesom en selv er et mere eller mindre tilfældigt produkt af et storpolitisk spil. Det er sådan en slags ”krigs-nødvendighed” af at forsimple verden i klare modsætninger.

Dansk indeni...

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Første gang jeg var i Korea opdagede jeg selvfølgelig også, at jeg faktisk er meget dansk indeni. Jeg har altid læst mange danske forfattere, og på et underbevidst plan er jeg meget dansk. Da jeg var der, var jeg ind imellem nødt til at holde Korea-pause, og så gik jeg på Mac Donalds og bagefter gik jeg ind og så tre vestlige film i træk. Derfor kunne jeg nok heller ikke forestille mig at bosætte mig i Korea. Både af kulturelle årsager, men også fordi det betyder meget for mig at være tæt på min familie og mit netværk. Men jeg kunne godt tænke mig at være der i en længere periode. Altså, hvis nu Korea lå i Sverige, havde det været meget nemmere... Kulturelt opfatter jeg det koreanske samfund som meget mere mandsdomineret. Jeg mødte en pige som var halvt britisk/koreansk. Hun sagde, at i hendes næste liv ville hun være en koreansk mand, for så har man først en mor, som passer og plejer en i hoved og røv, og senere får man en kone, som også gør det. Men måske vil det ændre sig i den kommende tid. Der er i hvert fald tendens til at de unge kvinder, jeg har mødt i Korea, vil blive ved med at arbejde, efter de er blevet gift.

Biologisk familie

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Med alle de adopterede jeg kender og har mødt, er det eneste, man kan sige med sikkerhed om adopterede, at det er meget, meget forskelligt hvordan folk oplever det og har det med at være det. Nogen har f.eks. slet ikke noget behov for at søge tilbage – de føler sig 100% danske. Det føles ikke relevant. Andre tager måske til Korea en enkelt gang – besøger landet som turist, og så er det nok. For andre er det meget vigtigt at finde frem til deres biologiske familie. Der er også flere, som simpelthen flytter til Korea og bliver der. Jeg har en ven, som har flyttet lidt frem og tilbage mellem Danmark og Korea i en årrække. Så for nogle år siden flyttede han tilbage til Korea og bor der permanent nu. Han føler sig mere koreansk og har mere lyst til at bo i Korea end i Danmark.

Hårnåle!

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

En ting som er meget banal, men som jeg virkelig har trippet over i Korea – det er hårnåle! Jeg har altid fået at vide at mit hår er alt for glat, og almindelige hårnåle gled bare ud af mit hår. Så da jeg var i Korea, så jeg deres hårnåle, som var lavet på en helt anden måde. Og jeg købte dem – de blev siddende, og jeg havde en fest med det! Jeg kunne sætte mit hår op med de hårnåle, og det blev bare siddende! Det var en meget konkret oplevelse af, at der er faktisk ikke noget galt med mig og den måde jeg ser ud på. Tingene er bare produceret på en anden måde i Danmark, fordi folk ser anderledes ud end jeg gør. Når jeg er i Korea – så er tingene lavet til mig. – Og 47 millioner andre selvfølgelig! Et andet eksempel er briller – det er nogle andre designs i Korea, som passer til ansigtstræk, hvor man ikke har så høj næseryg, etc.

Ekstra fødselsdato...

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

Jeg er en af dem der har fundet ekstra fødselsdato, da jeg var i Korea. Jeg har en dato i mine papirer som er den 21/10. Da jeg så var i Korea første gang og besøgte mit børnehjem, fandt jeg en anden dato, som var så tre måneder tidligere. Så spurgte jeg hvad der varden rigtige dato, og de mente det var den i juli, men de kunne ikke sige det med sikkerhed, for der var ikke noget at hæfte det op på. Hvis nu jeg havde haft en seddel på mig eller sådan noget, så man med sikkerhed kunne sige, at det var den rigtige dato, ville jeg nok have skiftet min fødselsdato, personnummer osv. I stedet er det endt med at jeg har to fødselsdage om året.

Det kan selvfølgelig sætte en masse tanker i gang. For de fleste mennesker er fødselsdato, alder og måske også fødested en meget fast bestanddel af deres identitetsopfattelse. Måske så fast at de slet ikke tænker over det. Men når man så ikke har nogen sikkerhed for de oplysninger eller oven i købet har flere forskellige, kan det godt give nogle forvirring. Jeg var for eksempel rigtig aldersforvirret i mange år efter. Når vi kom hen omkring den koreanske fødelsdag i juli, så begyndte jeg ligesom at føle, at jeg var blevet et år ældre! Og jeg sagde det også, selv om min papirfødselsdag først var tre måneder senere. Og jeg kan i princippet godt være endnu ældre. Jeg har mødt folk i Korea, som fandt ud af at de var et – nogle gange to år ældre, når de mødte deres biologiske forældre. I enkelte tilfælde kan der også være sket nogle bevidste nedskrivninger af alder, fordi der har været en tendens til at man helst ville have yngre børn. Adoptivforældrene har lyst til at få små børn. En anden ting er, at hvis et barn for eksempel er underernæret, så det ikke er så fysisk udviklet, som et barn, der har fået den rette kost. Det kan også være med til at forskyde alderen. Desuden tæller alder anderledes i Korea – fordi man tæller den tid med man ligger i maven. Det betyder, at man jo næsten er et år, når man bliver født.

Fødselsdato og – sted.

Dramatiker Joan Rang Christensen skriver:

I mine papirer står der, at jeg er født i Seoul. Men det er jeg ikke sikker på er sandt. Eller rettere; det er jeg ret sikker på, at det ikke er sandt. I det hele taget kan man aldrig være helt sikker på noget som adopteret. Jeg har selv været på børnehjem i Inchôn, som ligger en times rejse vest for Seoul. Jeg tror selv, at jeg er født der.

Det er meget almindeligt at den fødselsdato, som står i ens papirer, ikke er den rigtige dato. Det er ofte en dato, som er skønnet af børnehjemmet, biologiske undersøgelser etc. Og flere af dem, som har fundet deres biologiske familie oplever at få at vide, at det rent faktisk slet ikke ER deres rigtige fødselsdato...